25. August 2007

Hårby IK – AC S.M.Ø.L.F

Med to eksterne forstærkninger på holdet drog smølferne i lørdags til Hårby for at forsvare førstepladsen i serie 5,1. De ubesejrede værter bød velkommen med hvad der ved første øjekast var en flot og jævn grønsvær, og dermed de bedste forudsætninger for en ordentlig røvfuld til Hårby IK.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Første halvlegs start bød dog på jævnbyrdigt spil og gode angreb fra begge mandskaber, men midt i halvlegen tippede balancen over til Hårbys fordel. På en cocktail af brændte chancer og løse markeringer lykkedes det smølferne at komme bagude efter hjørnespark. Banens nok tungeste spiller vristede sig mirakuløst ud af Marks jerngreb og headede værterne foran 1 – 0.

Smølferne svarede hurtigt igen, men til sin store ærgrelse måtte Diff se sit forsøg blokeret af værternes udmærkede spillende keeper. I stedet for udligning skete det værst tænkelige… Efter endnu en standardsituation lykkedes det Hårby at udbygge deres føring på den mest ufortjente måde. Da både Elkjær og 2 Meter stiger til vejrs for at cleare hjørnesparksbolden, "ping pong'er" bolden mellem midterforsvarernes hoveder og sekundet efter må Krelle hente bolden ud af smølfernes mål endnu engang.

Mod halvlegens slutning tilkæmpede smølferne sig flere gode chancer, hvilket blandt andet resulterede i tilkendelsen af et straffespark. Her valgte Hårbys målmand desværre at pille endnu en god redning op af posen, da han kastede sig til samme side som Toft sparkede. Så i stedet for en reducering til gæsterne, endte 1. halvleg med at dommeren overså smølfernes (velsmurte?) offsidefælde, hvilket medførte en pausestilling på 3 – 0.

I pausen kunne vi nemt blive enige om at stilling ikke afspejlede styrkeforholdet på dagens mandskaber. Derfor blev vi enige om at glemme 1. halvleg og gå ud og vinde 2. halvleg. Opskriften var simpel; tættere markeringer og citronmåne!

Fra første fløjt sad banens 10 mark-smølfer i haserne af Hårby. Antallet af værternes forsøg blev minimeret og for hvert minut tog kampen mere karakter af en decideret powerplay fra smølfernes side. Efter en offensiv justering i taktikken, bar presset frugt. På en kontra finder Stoffer Toft med et fladt indlæg, Toft vender rundt og gør skaden fra 1. halvleg god igen. 3 – 1 og smølferne lugter blod!

Desværre skulle vi helt hen til kampens overtid for at finde det næste klimaks. Efter flere mere eller mindre farlige forsøg sker det. Høj på citronmåne kæmper en storfightende 2 Meter sig gennem værternes straffesparksfelt, og fra en spids vinkel reducerer han til 3 – 2.

Tættere på kom vi aldrig. Vi blev ofre for vores egen uskarpe 1. halvleg og i bagklogskabens lys, må vi erkende, at 45 minutters holdfight ikke helt er nok, hvis vi vil sparke røv i serie 4.

/Rix

Kampfakta: Hårby IK 81 - AC Smølf