5. Maj 2009

AC Smølf – Vatanspor, 0 - 1

Tirsdag den 5. maj var dagen oprunden, hvor smølferne skulle forsøge at avancere til landspokalturneringens 4. runde på bekostning af et serie 3 hold – og denne gang med Ebbe Sand på sidelinjen.

Der var tale om en højrisiko-kamp, hvis eller man kan applicere en sådan betegnelse på en kamp mellem et serie 3 hold og et serie 5 hold, hvorfor der var observatør til stede. Det viste sig imidlertid at være unødvendigt, idet kampen blev afviklet i en tændt men fair atmosfære.

Kick off var klokken 19:00 og undertegnede, som i dagens anledning bestred målmandsposten, ankom klokken 18:58, hvilket var en kende sent, idet jeg ved ankomsten ikke var omklædt. Bjælke tog dog tjansen som målmand de fem minutter jeg skulle bruge på at klæde om og gjorde det endda fejlfrit . Modsat mange gange tidligere var smølferne klar fra første fløjt og havde flere gode muligheder for at komme foran i første halvleg med både skud på træværket og kiksede afslutninger fra tæt hold (dem hvis efternavn starter med W ved godt, hvem der her hentydes til). Om smølfernes overtag i 1. halvleg skyldtes undervurdering eller anden form for slendrian fra modstanderens side skal være usagt. I hvert fald var smølferne det bedste hold i første halvleg, selvom Vatanspor var meget i boldbesiddelse, men de formåede altså ikke at omsætte det til chancer og det endda på trods af, at deres højrefløj nærmest gjorde hvad der passede ham. Deres bedste forsøg var faktisk foranlediget af, at undertegnede tabte en bold jeg faktisk havde grebet – pinligt men desværre en yndet manøvre blandt AC-Smølf's reserve-keepere.

Hvis 1. halvleg havde været dag må 2. halvleg betegnes, som nat. Vi havde ellers fået tanket selvtillid i pausen eftersom Ebbe Sand var tilfreds med vores præstation i 1. halvleg og ligeledes mente vi var banens bedste hold…..men som nævnt i indledningen til dette afsnit, skulle dette billede ændre sig i 2. halvleg. De havde indskiftet en halvgammel skaldet mand, som lystrede navnet Hagi – det skulle vise sig at være hård kost for smølferne. Han flyttede bolden rundt, som om han aldrig havde bestilt andet, hvilket var begyndelsen til enden for smølferne, som samtidig var ved at løbe tør for luft efter at have brugt mange kræfter i 1. halvleg. Kun takket være et par gode redninger fra undertegnede, en afbrænder fra Højgaard og generelt god fight over hele linjen gjorde, at stillingen forblev 0 – 0 indtil 3 minutter før tid, hvor Vatanspor fik scoret et mål, som burde have været annulleret grundet off side – giga bittert, men set i lyset af hvordan kampen havde udviklet sig, var det ikke helt ufortjent.

Alt i alt en fair spillet kamp med god fight og god indstilling i 90 minutter. Desværre kendte smølferne ikke deres besøgstid, hvorfor denne 3. runde blev endestationen for AC Smølf i denne omgang af landspokalturneringen. Desværre betød det også farvel til Ebbe Sand og kanal 5's TV-hold og måske endnu værre, at fremmødet til træning med overvejende sandsynlighed reduceres fra + 15 til max det halve.

/Vork

Kampfakta: AC Smølf - Vatanspor