Vi har alle sammen set den! Den der amerikanske film om underdog'en som skal så utrolig mange grufulde ting igennem før det hele kan blive godt. Smølfernes kamp mod Brabrand var som taget ud af drejebogen fra en sådan film og heldigvis, for Smølferne, var de castet til at være underdog'en.

Setting: Brabrands idrætsanlæg, fredag aften kl. 19:00, lavthængende sol, fugtig, men plan bane

Cast: Krelle AKA "The beast, Vol. 2"
        Dejbjerg AKA "The bad and good cop"
        Kjær AKA "Bætte C"
        Brian AKA "The real beast"
        Glen AKA "Dommer, jeg kan da ikke gøre for han løber ind I mig"
        Bjælke AKA "Den glade bagersvend"
        Højgård AKA "Den meget, meget, meeeget et-benet frontløber"
        Kennet AKA "He-man"
        Kasper AKA "T-6"
        Toft AKA "Tfot" AKA "Oppe i Norge..."
        Stefan AKA "få nu opdateret den hjemmeside"
        Stoffer AKA "Jeg gider ikke spille mere når dommeren ikke engang kan reglerne"
        Gotte AKA "The man of the match" AKA "Gokke"
        Alexander AKA "Tank with an attitude"

And action!

Som alle gode amerikanske film starter heltene, Smølferne, med at sætte sig et mål, et til tider alt for ambitiøst mål, men ikke desto mindre. I dette tilfælde skulle heltene ud og slå de på papiret superstærke Brabrand IF, som efter to kampe havde en målscore på 21-2. Dette mål skulle indfries på tros af et par mangler i startopstillingen, men heldigvis havde heltene kunnet skaffe et par ekstra spillere så helt skidt så det ikke ud. Og dog! For heltene, som jo altid skal så mange pinsler igennem, løb fra start ind i et decideret stormvejr i form af et meget angrebsorienteret og målsultent Brabrand mandskab. I de første 30 minutter var der kun spil mod et mål, men takket været en god og solid forsvarsindsats og trænerens taktiske snilde at stille i en 4-5-1 i stedet for den vandte 4-4-2 red smølferne stormen af. Det hele vendte for vores helte da der i det 37. minut blev lavet en hård takling på Brian, som resulteret i en ostemad. Herefter satte smølferne sig på kampen og kom frem til et par gode chancer, og nu så det jo sådan set meget godt ud for vores helte. Men som det jo er med film skal der være nogle konflikter og anti-climaks, for man gider jo ikke se på en sukkersød historie hvor alt flasker sig. Det første anti-klimaks kom da også i det 42. minut, da Glenn blev præsenteret for det gule kort efter lidt in-fight med Brabrands fløj. Dette var en særdeles hård kendelse, for vi holder jo med smølferne her, af dommeren, som også skulle vise sig at blive en regulær "bad-guy", nemesis om du vil, for vores under-dog helte.

Ellers forløb 1. halvleg stille og rolig.

Men, men, men! Det var som om Brabrand fandt noget ekstra energi i pausen og kom ud til 2. halvleg som ild og torden, hvilket også resulteret i vores heltes største anti-klimaks, scoringen til 1-0 efter 50 minutter. Bolden blev på en lidt uheldig måde skovlet ind i smølfernes felt hvor Krelle i første omgang fik reddet skudet, men ikke rigtig fik clearet bolden, og så kunne Brabrand spille deres frontløber, som stod tæt ved baglinien, dog med en smølfespiller mellem ham og målet, fri og han kunne score kampens første mål. Men, hov, er der ikke være off-side, hvis en spiller modtager bolden med kun en spiller imellem ham og baglinien? Jo, sørme så, men nu stod der jo i drejebogen, at der skulle være en "bad-guy", som skulle gøre livet sur for vores helte, og det skulle så være dommeren. Han var i hvert fald ikke til at få overbevist om sin fejl, og det på tros af adskellige velargumenteret, stille og rolige forsøg fra smølfernes anfører, Stoffer. Se, det er vigtigt for et hold at have en anfører som har retfærdighedsfornemmelse og ukuelig fatning i anspændte situationer, og heldigvis for smølferne havde de det i Stoffer. Han ville på ingen måde opgive sit mål om at få overbevist dommeren om sin fejl (det ville hans retfærdighedsfornemmelse ikke tillade), men uheldigvis for Stoffer, var dommeren ikke specielt lydhør overfor ham... Eller det vil sige, at en ting fik Stoffer dog overbevist ham om, for da Stoffer foreslog, "Så kan du lige så godt give mig det røde kort, %&("#", så fik vores heltes anfører det røde kort.

Nu så det sort ud for vores helte. Med en mand i undertal og bagud 1-0, kunne man jo tro, at der ville blive uddelt øretæver til smølferne. Men her vender historien, og her viser smølferne, at de retmæssigt kan kalde sig for denne films helte. Der blev kæmpet om hver en bold, løbet de ekstra meter og troet på det, som nok kun kan sammenlignes med Cup-kampen i foråret mod Vatanspor. Og endelig, i det 90. minut, fik smølferne så det fortjente mål. Nogle vil måske kalde Tofts aflevering heldig, nogle genial, faktum er dog at Toft spiller Gotte fri på en dyb stikning og vores alle sammens centerforeward tank sparkede køligt bolden mellem benene på målmanden. 1-1! Og fansene gik amok! Titelmelodien spillede for fuld hammer over højtalerne og ikke et øje var tørt. De havde gjort det umulige! Hvor ingen havde troet det kunne havde ladet sig gøre, havde de trodset alle odds, og taget det vigtige point og den moralske sejr mod det suveræne tophold.

Brabrand nåede lige at give bolden op før dommeren fløjtede kampen af.

End credits. "We are the champions" som baggrunds melodi. Helt klart en kandidat til en Oscar!

Obs.: Der er tale om en efterfølger på filmen... men skal vi ikke prøve at vinde denne gang!

/Christian