15. Maj 2010

ASA vs A.C. S.M.Ø.L.F

Denne lørdag var dagen hvor AC SMØLF skulle bevise at de hørte til i serie 4 ved at slå det hold, som på papiret skulle være det dårligste i gruppen. Men det blev også dagen, hvor Stoffer startede et stormombrust kærlighedsforhold til en spiller fra modstanderholdet, og hvor Toft og Glenn efter kampen lagde kimen til en imponerende brandert - men mere herom senere.

SMØLF fik en lidt bævende start på kampen, men fandt hurtigt de fine takter vi viste i den seneste pokalkamp, og spillet forløb igen mere ved jorden end i højere luftlag. I store træk holdt vi ASA fra de store chancer, og midt i første halvleg blev overvægten i spil omsat til en føring… Ja, for some reason har jeg glemt hvem der scorede det første mål, og hvordan det skete, så til vedkommende kan jeg bare sige: Nu kan du få lov til at beskrive dit smukke sololøb og din fantastiske afslutning uden der er nogen dokumentation for det modsatte. Målet til 0-1 skulle senere blive omsat til en 0-2 føring, men dette var også starten på en dårlig stemning de to hold imellem. Dejbjerg satte en dejligt kontant tackling ind på en af ASA’s spillere på vores banehalvdel, og alt imens han skreg som en 14-årig skolepige, blev Stoffer sendt op ad venstre flanke, og kunne efter at have oversprintet ASA’s forsvar, sende bolden indover til en helt fri Alex, der køligt sendte læderet i nettet. ASA brokkede sig højlydt over vores usportslige spil – selvom den forulempede spiller til sidst opgav at foregive en skade – og da dette ikke havde nogen effekt, forsøgte de sig med at appellere for offside. Alt dette prellede dog af på dagens dommer, som på imponerende vis dømte kampen ved at forlade midtercirklen færre gange end Jan Mølby og John Barnes da de var i deres karrierers efterår. Dette var en katalysator for en periode, hvor ASA’s spillere havde størst fokus på at kaste sig dramatisk rundt på banen efter nærkampe, og hvor de forsøgte at sparke vores spillere ned. Dette udløste en kommentar (frit reciteret) fra kampens fortrinlige dommer om, at: ”de kunne begynde på bordtennis, hvis de ikke kunne klare det.”. Men det var ikke det smukkeste der kom ud af denne periode af kampen… ASA’s 7’er så sit snit til at komme så meget i nærkontakt med Stoffer som overhovedet muligt, og var et nydeligt eksempel på, at ”den man elsker, tugter man”. Flere gange så han fuldstændig bort fra boldens placering, og fokuserede i stedet på at de tos ben kunne vikle sig ind i hinanden i smuk symbiose, eller at deres to kroppe kunne kollidere og blive til et kød… Slutteligt blev de to dog frataget muligheden for at udvikle deres forhold yderligere, da ASA’s træner hev 7’eren ud… Men tilbage til kampen.

Den sidste halvdel af kampen forløb også mest på vores præmisser, og ”Krelle”, der i dagens kamp havde en noget uvant offensiv position på banen, havde et par store afbrændere. Alt dette blev dog skæmmet af at vi endnu engang afslørede vores store svaghed – dødbolde. På et hjørnespark lod vi meget venligt tre af ASA’s spillere stå fri ved bagerste stolpe, hvilket resulterede i at Vork måtte give fortabt, og en reducering til 1-2 var en realitet. Herefter fulgte et tungt pres mod vores mål, og til sidst fik Vork nok. Da en af ASA’s spillere gik for hårdt til Vork, efter at han havde sikret sig bolden, skubbede Vork resolut ASA’s spiller væk… sjovt nok havde kampens dommer på dette tidspunkt bevæget sig væk fra midtercirklens trygge rammer. Han så det, og han gav Vork det gule kort for ”udfarende adfærd”. Bjarke måtte nu overtage målmandshandskerne (Vork påstod det var en bevidst gave til fødselsdagsbarnet, der efter en bytur ikke ønskede at løbe så meget). Vi red dog stormen af, hvilket blandt andet var på grund af Bjarke, der i slutminutterne svævede over medspillere og modstandere, og fik bokset en farlig bold væk fra målet. Slutfacit var en vigtig sejr på 1-2 og gode spillemæssige takter fra AC SMØLF. Nu er der kun tilbage at vente i spænding på Stoffer og 7’erens næste møde i weekendens kamp: Han ved det er forkert, han ved hans træner ikke vil have det, han ved de er modstandere, han kan ikke lade være… Der er lagt i ovnen til en kærlighedshistorie der får Elvira Madigan’s og Sixten Sparre’s klassiske love story til at ligne et billigt engangsknald…

Nåå ja, så var der Glenn og Toft’s brandert, som de startede flot på lige efter kampen, godt hjulpet på vej af den ekstra kasse øl Toft havde valgt at medbringe. Her følger det opkald jeg modtog ca. 23:30:

Glenn/Toft: ”Hey… hvor hurtigt kan du være på Waxies?... Vi har lige bowlet i to timer… Vi har samlet den grimmeste kost op på vejen… Vi har en palme…”

Jeg tog desværre ikke af sted, så beskrivelsen stopper her. Glenn kan heller ikke huske noget, og tvivlsomt om Toft kan komme med mere præcis info om resten af aftenen.

/Kampstart

Kampfakta: ASA - AC Smølf