9. Oktober 2010

ACFC vs Smølf.

Det var ikke den bedste optakt Smølf fik til kampen. Vores ellers dygtige kampfordeler, havde lagt kampen oven i en allerede arrangeret kamp på Fort Rosenvang, så det viste sig nødvendigt at rykke kampen til udlandet. Pas, vacciner og vigtigst af alt, en god rejseforsikring blev nødvendige, da vi skulle til hjertet af Brabrand for at spille kampen på udebane.

Da Smølf samtidig igen havde meget svært, ved at samle folk sammen til kampen, så det meget sort ud for de blå’s chance for at blive i serie 4. Da vi så kort før weekenden kan konstatere, at DGS havde trukket sig fra kampen imod TST, var det sikret før kampen, at vi skulle en tur i serie 5. Dermed var humøret måske ikke det bedste op til kampen. Men med det efterår vi har præsteret, mest i forhold til at stille et hæderligt hold til kampene, kunne det næsten ikke være anderledes.

Nå men 12 mand mødte frem, hvor den ene skred i halvlegen, en ikke havde spillet bold i 3 år, 2 mand var semi-skadet. Alt lovede godt. Særligt da vi kunne konstatere, at modstanderen havde fundet et helt nyt hold frem i forhold til årets første kamp. Det fik tankerne til at drage imod deres serie 2 hold! Men hvem ved. Kampen gik i gang, det gik egentlig ok, og Smølf havde et par store og halvstore chancer. Desværre fik vi ikke scoret, men det gjorde ACFC to gange. En gang i pænt stor offside og den anden, efter vi blev snydt for et frispark og vi bagefter hang lidt i omstillingen. De havde mange små hurtige folk med, og det var tydeligt, at de gjorde ondt på os, særligt efter vi ikke fik scoret på vores chancer. Desværre er der ikke så meget andet at sige til halvlegen.

2. halvleg, er ikke ret gammel før Smølf, får lidt håb. Efter et indkast og lidt klumspil på kanten af feltet, før Claus prikket bolden til Stoffer, der herber til klatten, og den ryger i kassen. Var der nu lagt op til at overraskende comeback af de nu 11 blå? Nej. Kort efter løber en af de små hurtige brune mænd, igen fra forsvaret i en omstilling, og scorer. Bummer. Men hvad er det? Smølf får reduceret igen. Bjælke sparker en lang bold frem, og modtager hurtigt en sviner for at smide bolden væk, men før den bliver leveret til ende, viser det sig at være en fin assist til Nielsen, der lobber målmanden sikkert. En åben kamp igen? Næ. Igen viser modstanderen sig for hurtig i omstillingen, og så står der 4-2. Herefter ser det meget skidt ud, da Smølf nu med 4 halvskadede folk, vælter rundt på banen som en børnehave. Heldigvis vælter en af dem i modstanderens straffeboks. Kampstart får chancen for at bringe sig afgørende i front i den interne konkurrence mod Glenn. Selvsikkert går han til bolden. Men hvad er det? Sagde det bang? Sprang netmaskerne? Skulle Glenn hoste op? Nix. Kampstarts gentleman agtige person, gælder åbenbart også i forhold til modstanderens keeper. Han skulle helst have alle chancer for at ikke blive passeret. Det blev han på ingen måde her. Da ACFC kort efter scorede til 5-2, var kampen slut og Smølf sluttede med 10 mand, da en halvskade, blev til en helskade. Serie 5 here we come.

/Stoffer

Kampfakta: ACFC - AC Smølf