En højst 18-årig knægt skulle stå i spidsen for denne kamp, som dbu havde klassificeret med højrisiko og derfor udsendt højeste alarmberedskab.
Få minutter var spillet før Gotte tog det gode dybe løb, som vi ved han gør modstandernes forsvar så ondt med. David så det, men fik dog hjælp fra både målmand og forsvarer, der begge ville lege med om at få noteret sig den ærefulde assist. Gotte opfangede hurtigt, og de små blå var på sejrskurs.

Det er vist ingen hemmelighed, at det før er sket: Vi følte os sædvanen tro sikker på sejren og blev de næste 20 minutter fuldstændig splittet ad. Meget lidt hang sammen for smølferne, og især deres forreste angriber – en kun 17-årig gut, arrogant i lange bukser – drev gæk med os. Han mistede vist ikke bolden en eneste gang i løbet af kampen og scorede indenfor det første kvarter to flotte kasser med få minutters mellemrum.

Vi var presset i bund, så når vi kom frem til noget var det sjældent luft til det fulde gennembrud. Så alt for ofte blev det til lidt forkølede afslutninger langt udefra.

Så ikke mere om første halvleg – ud over lige at nævne, at Bosporovs spillere var en flok hårdkogte tikkende bomber. Lunterne var ufatteligt korte, og overalt blev der skudt med verbalt løst krudt. Heldigvis kendte Gotte deres træner på dagen, som opfordrede Gotte til lige ”at sige noget til” deres 4’er. En god idé, for det resulterede senere i et gult kort til hidsigproppen, som på et andet tidspunkt ville slå mig ihjel efter at jeg fik frispark fordi han nedlagde mig. Spøjs mentalitet. Jeg personligt var sq noget overrasket.

Efter pausen var smølferne forvandlet. Vi flyttede tropperne længere frem og begyndte at presse deres bagerste, som samtidig ikke var deres bedste boldspillere. Dermed fik vi oftere presset bolden fra dem, og efter et fint angreb hvor en af de blå (mener det er Gotte) smækker et fint indlæg i feltet, hvor Dejbjerg rutineret har sneget sig med frem. Den løse bold hamrer han køligt i netmaskerne.

Og derfra kogte temperamenterne fuldstændig over for vores modstandere. Det var en farce som der blev pevet, råbt og skreget. Efter min mening skal de være meget heldige, at de kun fik én udvisning.

Nå, tilbage til spillet. Jakub var blevet skiftet ind med friske ben og tilførte straks holdet god energi. Han brød næsten igennem i venstre side af feltet, men vendte om og fandt en blank David, som via en lille (ja jeg vil sige usynlig) afretning drejede bolden i nærmeste krog med en følt yderside-skruebold.

Bjælke fortalte mig før kampen, at han sidste gang havde scoret direkte på frispark mod Bosporov, så da der ti minutter senere er frispark til os, er der ingen tvivl om, hvem der skal sparke. Undertegnede fornemmede at Bjælke igen var giftig, så jeg timede løbet i boldens bane og fik lige låret på, som fik bolden i den helt rigtige retning ud mod fjerneste stolpe. Ingen chance for målmanden. Udligningen var en realitet.
Bosporov kammede nu fuldstændigt over, overfuste dommeren, og én af dem fik direkte rødt. Herefter skreg han som en hyæne og påstod, at når han stod i træerne, så havde han forladt banen. Besynderlig opførsel.

Smølferne lignede pludselig det mest sandsynlige vinderhold, men det blev ved de 4 – 4. Selvom vi igen havde svært ved at dominere kampen, så viste vi igen igen god moral og løbevilje til det sidste. Især kampens fighter, Morten, havde mange kilometer i benene denne solbeskinnede aften, hvor vi – til forskel fra årets første kamp – havde øl i overflod. En herlig måde at starte en fredag aften på, som fortsatte med raflen, finsk nordsøolie og Bomfunk MCs. Legendarisk. Hvor er det smukt at være blå!

David