5. Maj 2002

Formen fundet igen

I sikker stil besejrede smølferne den klub som før dannelsen af AC Smølf var kontingent-opkræver for mange af smølfespillerne. Dermed er Smølf igen med i toppen af gruppen med kun to point op til de førende hold. Med tre sikre point i næste uge pga. Sabro's udgåelse ser det nu rigtig godt ud.
Smølferne fik en drømmestart på kampen da bolden allerede efter mindre end 30 sekunder lå bag viby-målmanden. Med et hurtigt ryk ned af højrefløjen kunne Andreas lægge bolden ind panden på Vork, der headede i mål.
Der var modvind i 1. halvleg, men der blev alligevel formået at spille fornuftig bold. Der blev oftest spillet op langs jorden hvilket ledte til gode chancer, men det var dog et langt clearings-spark af Claus der efter en lille halv time endte hos stoffer, som baksede den forbi målmanden og derefter sikkert kunne trille den i mål.
Det var dog ikke fordi at Viby var spillet totalt ud af banen. De havde egentlig et ganske fornuftigt hold, men hver gang de var ved at komme til en chance fortsatte de med småspillet, i stedet for at prøve at skyde. De enkelte skud de havde voldte dog ingen problemer for Krel.
I 2. halvleg fortsatte spillet stort set som i første, men deres forsvar begyndte dog at give mere og mere efter. Små 10 minutter inde i halvlegen erobrede Jan bolden fra dem og alene med målmanden kunne han sikkert sætte den ind til sit andet sæsonmål. Helt uhørt.
Deres usikkerhed vedblev, og 5 minutter senere kunne Niels på en eller anden måde tackle bolden i mål efter et indkast af René. Der var chancer til flere mål efter dette, men det blev Viby der 5 minutter før tid fik tilkendt et straffespark, som de scorede på. Niels var dog ikke færdig, og efter at han var blevet spillet fri af Stoffer kunne han elegant lobbe bolden over målmanden i de døende sekunder af kampen. Fuld fortjent 5-1 sejr.

Kampfakta: Viby IF - AC Smølf

Snefens