20. Oktober 2002

Uafgjort i sæsonafslutning

For anden uge i træk blev en tomåls-føring sat over styr, og smølferne måtte tage til takke med uafgjort 3-3 hjemme i sæsonens sidste kamp mod Stautrup IF.
Før kampen lå AC Smølf på en kneben 4. plads og skulle have en sejr for at være sikker på at holde den placering, men det var gæsterne der åbnede scoringen efter 10 minutter, da et indlæg gik til bagerste stolpe og en helt umarkeret Stautrup spiller der kunne score til 0-1. Det varede imidlertid ikke længe inden der blev svaret igen og på trods af Højgaards helkiks ved forreste stolpe fortsatte Andreas' flade indlæg til bagerste hvor Westergreen kunne sætte bolden i det åbne mål. 1-1.
Højgaard kom dog i gear ti minutter senere og igen efter en spilning af Andreas kunne Højgaard løbe fra forsvaret og uden om målmanden hvorefter han scorede sikkert. Men han var ikke færdig, minuttet efter fik han endnu en bold at løbe på da Gamle sparkede opad, og alene med målmanden scorede han igen til 3-1.
Her skal så nævnes flosklen om den farligste føring og Stautrup kom da også frem til et par pænt store chancer. De blev dog klarede fint i målet af René der alligevel måtte se sig passeret ca. fem minutter før pausen, da han ikke nåede op til et langt blødt skud der åbenbart snød ham. 3-2.
Anden halvleg var en noget mere rodet affære. Efter 10 minutter fik Stautrup udlignet 3-3, da en af deres spillere på katastrofal vis magtede at kæmpe sig hele vejen gennem den ene forsvarsside og sparke bolden ind. En pludselig regnbyge med dertilhørende modvind gav i midten af halvlegen desuden lidt ekstra pres på smølfemålet, men der blev ikke scoret mere i kampen, selv om begge sider havde chancerne til det. Det kogte især på da Stautrup fik inddirekte frispark tre meter fra den ene stolpe, dømt efter en påstået tilbagelægning som René var ude i tv-redningsstil for at holde, men efter en del tumult blev bolden ryddet til hjørnespark. Største mulighed i den anden ende havde Westergreen, men hans afslutning i det korte hjørne, efter at være kommet alene med målmanden, blev desværre reddet.
Med det uafgjorte resultat måtte AC Smølf nu sætte sin lid til, at de øvrige resultater i puljen flaskede sig, for at fjerdepladsen kunne beholdes. Det viste sig senere at det gjorde de, og målsætningen lavet før sæsonen om en Top4-placering blev derfor indfriet.

Kampfakta: AC Smølf - Stautrup IF

Snefens